Tanggården Skoven på det yderste østlige Læsø er fra ca. 1740, hvor Nybyggerne flyttede tilbage til området efter at sandflugten havde hærget siden 1600 tallet og gjort området ubeboeligt.
Oprindeligt har her været en ældre gård, som blev forladt under sandflugten der dækkede hele området med 1 meter sand. Niels Michelsen, der ejede jorden flyttede tilbage havde opgivet at genetablere et landbrug, da alle markerne var dækket af metertykt sand og marehalm. Da sandflugten lagde sig var området nærmest ubeboeligt og Niels ønskede ikke at opretholde sig krav på gården.
Laurs Ericsen overtog i omkring 1740 “det sandfygne stykke jord” og gik igang med at opdyrke jorden. Han var gift og havde børn. Han købte ikke jorden, men “tog det bare”. og flyttede ind i de forfaldne bygninger. Det fremgår af skifteprotokollen fra 1740 at der var 13 forfaldne fag.
De sidste rester heraf blev formentlig nedrevet omkring 1750, og Lars Eriksen byggede i stedet et nyt lille husmandssted – i 6 fag. Formentlig beliggende, hvor køkken og bad er i dag. Den store livsvigtige bageovn stod, hvor badeværelset er frem til 1965.
Nybyggerne i Østerby
Myndighederne fulgte bekymret hvorledes Nybyggerne flyttede til Østerby og tog sig et stykke jord, og ville gerne regulere denne besættelse. Jorden blev målt op og i 1759 får Laurs Ericsen “fæstebrev” på retten til at bo og dyrke jorden. Landfogeden forsøgte at udskrive skat af jorden, men måtte år efter år notere “10 års skattefrihed på de øde sandføgne jorder i Østerby”
I 1782 besluttede kongen også formelt, at bønderne måtte tage sig et stykke jord i Østerby, sætte fire pæle og tegne det på et kort, med vilkår om at de indenfor et år skulle bygge sig et lille hus på mindst 3 fag.
Det var også hvad Laurs Ericsen havde gjort, et køkken med værelse bag på 2 fag og et fag med stald og bageovn. Den gamle skæve gavl fra 1740 står stadig inde midt i huset og kan ses på loftet – ovenpå væggen til det rum, hvor der nu er badeværelse. Den blev bevaret ved renoveringen i 2018.
Søren Lorentsen f. 1737, (gift med Karen Nielsdatter f. 1732) får lov at sætte en hytte til dyr ved siden af Lars Erichsens hus, formentlig det hus som nu er udhus. Her bor han sammen med sin far, kan man læse af kirkebøgerne.
I 1770 får svigersønnen Jacob Hansen lov at bygge et lille hus vinkelret i forhold til hovedhuset, det som med tiden er blevet til Laden. Formentlig også startet som et lille stuehus og en lille stald.
Da Lars Ericsen dør i 1785 overtager Jacob Hansen hele gården. I 1806 sælger han det meste af gården videre til svigersønnen Lars Erichsen, men beholder dog en smedje øst for gården. Denne smedje er vi usikre på hvor findes, men måske i det udhus som Søren Lorentzen byggede.
Lars Erichsen sælger noget af gården – uden jord – videre til sin bror Jens Strøm Hansen i 1807. Ved en indfrielse af pant i gården i 1809 anføres det, at gården nu har “6 nye bindinger”. Dette må betyde, at de gamle bygninger fra Laurs Erichsens tid er revet ned og der er bygget nyt. 6 nye bindinger /bjælker betyder et hus på 5 fag.
Senere blev dette hus udvidet med hestestald, formentlig omkring 1850, -i det område hvor der nu er værelse “Alma”.. Værelset kaldes “hesteværelset”, fordi vi ved placeringen af den gamle port fandt knoglerne fra kranie og forben fra en hest, som formentlig er gravet ned for at holde sygdom og troldskab væk. Ganske sent at have denne skik.
Med tiden blev gården udvidet – fag for fag, – og til sidst blev de to længer bygget sammen og forlænget mod øst. Den nyeste østlige del af gården er fra efter 1880, idet soklen er støbt i beton, som først blev indført på Læsø, da man kunne sejle fragt til den nye havn i Vesterø, som blev bygget i 1880.
Gården er nu på 282 m2 samt 45 m2 udhus. Den er bygget á 16 gange, så vidt man kortlægge under restaureringen. Man byggede til, når man havde behov og råd til tømmer fra strandingerne. Tangen blev købt ved den gamle kone der samlede det på stranden. Arbejdskraften til at tænge et tangtag var en stor gruppe af kvinder fra området, op til 50 til et hus fortælles der om. De arbejdede “næsten gratis” med at vinde vaskere og bære dem op på taget – betalingen var et festligt måltid ved dagens slutning.
Et umage par – et fornuftsægteskab
I 1813 blev gården solgt til en 65 årig enke, Johanne Marie Skov, der bor alene på gården i nogle år. I 1822 gifter hun sig -72 år gammel – med en frisk ung fisker, Svend Mortensen på 25 år. Han får udsigt til at eje en gård, og hun har fundet en forsørger på sine gamle dage. Se, det kan man kalde et fornuftsægteskab!
Måske Svend har forregnet sig lidt, for Johanne Marie bliver 87 år gammel. Da hun dør er Svend blevet 40 år, og det lykkes ham ikke at blive gift igen. Han sælger gården efter et par år og flytter bort.
Familien fra Vorde ved Viborg
Gården overtages af en ny slægt i 1838 med strandfoged og landmand Jesper Worre Sørensen som ny ejer. Jesper er søn af en “indvandrer” fra Vorre ved Hjarbæk ved Viborg, et område man jo drev handle med.
Jesper blev gift med Ane Sophie Larsdatter, en ung pige fra egnen. De får 5 børn, og den næstyngste søn flytter hjem på gården med sin hustru omkring 1880, hvor de driver den i fællesskab.
120 år i samme slægt
I 1890 sælges gården ud af familiens eje til Søren Christen Mortensen, som er gift med Caroline Dorthea. De får desværre aldrig børn. Jesper og Ane Sophie bliver boede – på aftægt i den vestlige del af huset med stue og værelse – og aftale om forplejning resten af deres dage.
Da Jesper og Ane dør bliver der stille i huset og Søren og Caroline tager et plejebarn til sig – Julius M. Olsen, født i 1896 og mindst 5 år da han flytter ind. Julius er søn af Peter Baltzer Olsen, som har har lidt urolige familieforhold.
Julius overtager gården som 25 årig, gift med Elisa Julie Klara, de får sammen 2 børn Ane Kirstine i 1925 og Carlo i 1930.
Julius´plejemor Caroline bliver boende på gården – på aftægt, og bor her stadig som 85 år i 1940. De bliver gamle i den familie!
Ind på gården er der også flyttet et yngre par, Kingo Nielsen og hustru, som senere får en lille gård længere mod vest på Alleen. Kingo anføres som Jordbruger, hvilket må betyde at der nu er to ejere der driver gården.
Sønnen Carlo bliver voksen og gifter sig i 1965 som 35 årig med Lillian fra Østerby på 20 år, da Carlos forældre dør. Lillian og Carlo bor nu sammen på gården til 2008. De får 2 sønner Morten og Søren. Carlo driver landbruget og gården og arbejder “for Staten i skoven” med at plante træer på Læsø. Også rundt om gården plantes der træer, mest store sitka-graner men også forskellige løvtræer. Skoven er Carlos store interesse, og hovedparten af jorden bliver med tiden tilplantet med skov. Måske deraf navnet på gården, som ikke har optrådt tidligere.
Lillian og Carlo sælger gården i 2008 til Søren Frandsen, da Carlo er ca. 78 år. De bygger nyt hus i Gl. Østerby. Carlo dør i 2019, og Lillian bor fortsat i huset og besøger heldigvis ofte tanggårdens nye ejere.
Søren Frandsen går desværre konkurs med gården, som købes af fiskehandler Thorsen som er meget jagtinteresseret. Thorsen videresælger i 2016 bygningerne til de nuværende ejere, Peter Stenbro og fru Lillian (som af praktiske grunde ofte kaldes Lillian2).
Vi får i 2017 tilbudt støtte til istandsættelse af gården med nyt tangtag og ny facade, og modtager med tak tilbuddet. I 2018 får gården nyt tag og facade og herefter renoveres gården indvendigt
Et hus har man til låns en tid..
I perioden fra 1720 til 2020 har gården haft ialt 12 forskellige ejere på 300 år, der hver især har sat sit præg på gårdens udvikling, bygget til, bygget om, plantet, dyrket, købt og solgt jord til og fra.
Alle har efterladt spor, som minder de nye ejere om at et hus har man kun til brug – et stykke tid – man putter noget af sin sjæl heri og sætter sine aftryk fra den tid man kommer af.
Tanggården Skoven er derfor også et puslespil af byggeri og tilbygninger, ombygninger, fornyelser og forbedringer -der tilsammen er med til at tegne et billede af livet på gården og på Læsø de sidste 300 år.
Byggetakt på Tanggården Skoven fra 1720-40 til 2020